Angkor templerne er nogle af verdens flotteste. De blev opført med ordre fra konger, som levede i Cambodias storhedstid fra år 900-1200. Templerne blev bygget til ære for budhistiske - og hinduistiske guder. Det mest pompøse af dem alle og verdens største er Angkor Wat, som er omgivet af en stor vandgrav. Templet har tre store tårne omgivet af mange symmetriske templer. Det er svært at beskrive. Det skal simpelthen opleves. Det kan være et turisthelvede, men vi var der bevidst midt på dagen, hvor de fleste turister tager tilbage til byen for at spise frokost. Stille og roligt kunne vi i middagssolen gå rundt og nyde det totalt...............................

Dagbog 5 - Cambodia.

Helloooooo. Cambodia is calling.....;-)

Der er siden sidst gået 2 uger, så der er igen lidt nyt at fortælle herfra den nederste del af det gamle franske INDOCHINA, nærmere betegnet Cambodia.
Efter Phnom Penh tog vi til en mindre badeby ved navn Sihanoukville. Ja, det lyder som en western by, men byen er nok det tætteste man kan komme på COSTA DEL CAMBODIA. Det er en by med fremdrift og store ambitioner for fremtidens turisme. Der er uenighed om byens udformning, så der bygges nu overalt uden hensyntagen til naturen. Der er 5 meget smukke palmestrande omkring området, som hver især repræsenterer de forskellige turistklasser. Kan sagtens se for mig et nyt Pattaya på cambodiansk jord, men håber ikke, at det bliver resultatet. Der var stadig en meget rar og god stemning på stedet, og vi fik talt med mange af de “arbejdende” på stranden, som nu så deres fremtid sikret. Vi fik endog afskedsgave (Sarong) af nogle af de lokale, som ikke kunne stå for vores skandinaviske charme.. Eller var det måske fordi, at vi havde støttet dem en del ved at købe drikkevarer, mad, massage, smykker og meget andet...Det skal jeg ikke kunne sige...;-). Stedet er nu småt ved at blive invaderet af udenlandske investorer til stor ærgelse for mig. Må erkende, at vi selv boede i bungalows (Monkeys republic), ejet af et australsk brødrepar. Bungalowen er beliggende et dejligt sted med masser af palmer, og ikke mindst højt musik. Hyggeligt sted med en god atmosfære, men mindre hyggeligt, når man lå med feber og galopperende mave, og ikke kunne deltage i festlighederne. Det varede dog kun et par dage, så var vi igen friske som havørne. De malariapiller er ikke helt uden bivirkninger...;-).
Efter en lille uge i Sihanoukville, så gik rejsen videre til et af de helt store højdepunkter på turen, nemlig Angkor templerne. Vi indkvarterede os på et komfortabelt hotel i byen Siem Reap, som ligger “omringet” af templerne i en radius på 20 km. Meningen var, at vi skulle bo her i 4 dage, men det blev til 5 dage mere. 9 dage for at få lavet et visa til Laos, og så rykkede vi endda for det to gange. Det er vist et meget godt billede af aktivitetsniveauet i Cambodia. Man rider ikke samme dag man sadler...;-). Til gengæld, så fik vi set mindst 20 af de i alt 40 templer i området. Det kan måske lyde gabende kedeligt, men nej....
Angkor templerne er nogle af verdens flotteste. De blev opført med ordre fra konger, som levede i Cambodias storhedstid fra år 900-1200. Templerne blev bygget til ære for budhistiske - og hinduistiske guder. Det mest pompøse af dem alle og verdens største er Angkor Wat, som er omgivet af en stor vandgrav. Templet har tre store tårne omgivet af mange symmetriske templer. Det er svært at beskrive. Det skal simpelthen opleves. Det kan være et turisthelvede, men vi var der bevidst midt på dagen, hvor de fleste turister tager tilbage til byen for at spise frokost. Stille og roligt kunne vi i middagssolen gå rundt og nyde det totalt. Apropos nyde...;-)
Jeg skulle lige helt op i det største tårn, og så kom selvfølgelig højdeskrækken. Trappetrinnene var meget smalle og meget stejle, så nedgangen var meget "smertefuld" med hjertet helt oppe i struben....;-(. Men ned kommer man jo altid...;-).
Det tempel, som imponerede mig mest, var Ta Prohm. Templet ligger i junglen og er opslugt af store træer, hvis grene forgrener sig ned mellem murerne. Hver en lille kvadratmilimeter er dekoreret og virkeligt smukt. Det var et syn for guderne, og jeg følte mig helt som Indiana Jones på eventyr. Det var absolut imponerende og en stor aha-oplevelse. Lige til en sidebemærkning, så har Angeline Jolie filmet en del scener i Ta Prohm templet til filmen Tomb Raider.
Vi sørgede selv for at tranportere os rundt i området på el-knallerter eller cykler. En god måde at nyde området på, idet vi så selv kunne bestemme tempoet, og stoppe ved de templer (og aber), som var mest interessante. Det gav en masse vabler i rumpetten, men skidt, en enkelt dag med tuc-tuc (knallert med chauffør) som altenativ transportmiddel, så var vablerne igen forsvundet. En aften så vi med tusindevis af andre turister, solnedgangen på toppen af et tempel beliggende på en bakketop. Ugen i Siem Reap gik ligeledes med indkøb på markeder og byliv om aftenen på de mange barer.
Nu er vi så på vej op ad Mekong floden. Desværre ikke ad vandvejen, idet der er lukket for bådtransport, idet vejene har udkonkurreret denne transportform. Derfor er vi nu med bus, og kommer stille og roligt videre op mod Laos med små ophold i byer undervejs. Efter en dag med lang transporttid pga. bussen brød sammen, så er vi nu i Kratie, og skal i morgen ud at se og sejle mellem delfiner i Mekong floden. Det ser jeg meget frem til. Herefter sejler vi via Mekong floden til Laos. Jeg er faktisk blevet utroligt positivt overrasket over Cambodia. Til sammenligning med Vietnam, så er her meget mere roligt, og tingene fungerer i sin helhed meget bedre end Vietnam. Det kan være meget støvet, men også meget frodigt. Maden er meget mere krydret, og det er jo lige mig. Jeg er glad for at opleve Cambodia nu, for jeg er ikke helt sikker på, at Cambodia er den samme om 5 år.
Næste gang bliver det så Laos. Nu bliver det mere naturaktiviteter, som står på programmet.

Dagbog 6 - Laos.

Sabaidi (hej).

Så er jeg kommet til Laos fra Cambodia, og riel er byttet ud med kip. Vi tog med nogle lokale med minibus over grænsen, som var placeret i en øde skov. Vi havde besluttet os til at tage vandvejen til Laos, men fik fortalt, at vi sikkert ville få problemer med grænsepolitiet. Nu blev vi istedet narret til at betale de lokale cambodianer i dyre domme for at transportere os over. Vi undgik dog heller ikke at betale grænsepolitiet (dog kun en enkelt 1 USD), selvom vi i forvejen havde betalt 45 USD for visaet. Korruption, ja det lever i bedste velgående....;-).
Til gengæld så transporterede de lokale os op til nogle fantastiske smukke øer, som hedder Don Det og Don Khon. Det var fredfyldte øer med palmer og vandfald. Vi boede i en bungalows på stolper i vandet og med udsigt ud over Mekong River. På terrassen dasede jeg i min hængekøje og nød udsigten ud over vandet. Der var mulighed for at se øerne på flere måder. Enten fra kajak, på cykel eller på gå-ben. Den ene dag cyklede vi rundt og så de mange vandfald. Den næste dag tog vi en 5 km lang trekking midt over øen, hvor vi kunne nyde de flotte fredfyldte marker og skove, inden at vi nåede vandet på den anden side, hvor der svømmede delfiner i vandet. På hjemturen valgte vi istedet en anden sti, som kun de lokale brugte. Det betød, at vi kom ud for broer, som enten var lavet af gamle togskinner eller vankelvorn bambus. Der var kun et at gøre, og det var fremad, selvom alt gyngede under én , og der var flere meter at falde ned. Det var en rigtig god og udfordrende tur med masser af sommerfugle (også i maven), og hvor vi kun mødte enkelte lokale. Om aftenen nød vi solnedgangen på en stor terrasse med en velfortjent stor Beer Lao.
Der var ingen elektricitet på øen, så det var begrænset, hvad vi kunne lave efter mørkets frembrud. Dog havde de enkelte spisesteder generatorer, så vi kunne nyde maden oplyst.
Badefacilitet i hytten var der ikke rigtigt noget af. Det betød ikke noget. Noget kold vand og en toiletkumme, ja det er da ideelle forhold for at få vasket hår. ;-)
Vi forlod øerne med båd (ja mærkeligt nok...;-)..)...og blev transporteret til Savannaketh ca. 150 km sammen med 15 andre turister på en åben ladvogn med masser af støv. I Savannaketh by bestilte vi straks en tre dages Don Phu Vieng trek i Savannaketh Provinsen. Det viser sig senere at blive en af de alle største oplevelser i mit liv. Vi trekkede om dagen og overnattede hos de lokale Katang folk (minoritetsfolkeslag). Den første dag kørte vi ca. 160 km i offentlig ladvogn sammen med andre lokale og deres store sække med ris mv. Hønsene blev dog smidt op på taget. Efter den lange tur (pga. de mange stop), så blev vi smidt af ved et lokalt marked, hvor vi sammen med de to guider tog på indkøb til hele turen. Det var svært at vælge, hvilke fisk og grøntsager, som vi skulle købe. Jeg havde aldrig set den slags fisk og grøntsager i mit liv..;-). Bagefter blev vi kørt 15 km op i højlandet, hvor tre lokale guider ventede på os i kanten af skoven. Det var lidt besynderligt, at der nu var 5 guider til to turister. De begyndte at samle blade og anrette et bord på skovbunden. Her sad vi og nød vores medbragte og nykøbte mad med de bare fingre, så vi kunne få energi til 8 km lang trekking gennem skoven, som bestod af masser af buskadser og bambuslunde. Der var ca. 37 grader, så det kunne mærkes på vanddepoterne. Efter de 8 km så kom virkelig en overraskelse. Nu var vi virkelig kommet ind i det inderste af skoven og pludselig dukker den mest mærkværdige landsby op med ca. 300 hundrede indbyggere. Byen hedder Ban Vongsikeo og folkene i landbyen tror på "spirits", altså ånder. De har en masse ritualer og ceremonier, som jeg senere blev øjenvidne til. De har nogle simple love og regler, men gud forbyde dén person, som overtræder disse foreskrifter. Ånderne vil efterfølgende straffe denne persons familie. Der bliver ofret alt muligt, så ånderne kan være tilfredse og hjælpe den lokale befolkning. Det var lidt voodoo-agtigt....;-). Det var fuldstændigt som at gå 200 år tilbage i tiden. Landsbyen bestod af hytter på stolper med tag lavet af flettede blade. Der var selvfølgelig ikke noget elektricitet eller rindende vand. Toilettet var skoven og vand blev hentet fra det nærmeste vandløb, hvor de lokale også badede (hvad de ikke gjorde så tit). I landsbyen løb masser af geder, hunde, høns og svin frit rundt blandt de lokale, som havde travlt med at slagte, banke ris, væve eller bare hang ved bålet. Katang folket har deres eget sprog og kan ikke tale laotisk, så de er totalt afskåret fra omverdenen, hvilket mærkedes tydeligt. Laos regeringen sender sommetider en lærer afsted til landsbyen for at undervise børnene, men det skete ikke ofte, så børnene har ikke de store chancer for at ændre landsbyens fremtid, hvad måske er helt fint, idet de virkede lykkelige og tilfredse. Et problem i landsbyen var dog indavl, hvilket man tydeligt så med en del retarderede børn. Det var kun nabolandsbyen (18 km herfra), som denne landsby havde kontakt med. Landsbyen ernærede sig selv, og der var absolut ikke overflod af nogen art. De dyrker ris i vådperioden, og samler forråd i skoven. På markerne gik køer og vandbøfler. Vi ankom hen på eftermiddagen til landsbyen. Straks blev vi mødt med nysgerrige blikke og en del fnisen. Vi blev hilst velkommen med en besynderlig drik. Her sad vi så på gulvet i en hytte, og udenfor stod de mange nysgerrige og kiggede på os, som om vi lige var faldet ned fra månen. Det skal siges, at der kun har været få fremmede i landsbyen, så vi er stadig en stor oplevelse for den enkelte og nok også et friskt pust og besyndeligt indslag i deres ellers daglige trivielle liv.                      - fortsættes