|
Rejsebeskrivelse Vietnam, Cambodia, Laos, Thailand og Hong Kong, side 2
|
| I Saigon var vi ude at se Vietnamkrigs-museet. Jeg finder det fuldstændig uforståeligt, at denne totale meningsløse krig har fundet sted. Men sådan er det jo med alle krige. Museet gav selvfølgelig et billede af, at det er amerikanerne, som er de grusomme, men nok heller ikke uden grund. Især eftervirkninger af bomber med napalm og toxic gjorde stort indtryk på mig. Det er desværre ikke kun fortid, for i gaderne går napalm- og toxic- ofrene rundt og tigger. Det er skræmmende billede af forkrøblede mennesker, som ligner skeletter............................................. |
 |
|
Dagbog 3 - Vietnam.
Først og fremmest et stort og varmt ønske herfra til jer alle om en rigtig Glædelig Jul samt et Rigtigt Godt og Lykkebringende år 2006. Jeg vil håbe, at I alle får nogle dejlige afslappende dage sammen med familien.
Maden er uden beklagelse her, men jeg har jeg da tænkt på groft rugbrød med fedt, sild og karrysalat og masser af løgringe...;-).
Vi er nu gået ind i vores fjerde uge af rejsen. Den sidste uge har været lidt hård. Regnvejret bliver ved med at tage sit indtog, og det kan mærkes på kræfterne. Jeg er jo et tresserbarn (født i Gedens tegn i år 1967), så det er vel ok at erkende...;-). Den store higen efter sol har betydet, at vi har rejst en del ned ad kysten, hvor chancen for bedre vejr er større. I dag er det så endeligt lykkedes at finde solen, og ret meget af den..;-) Jeg er ganske enkelt helt rød over det hele kroppen. I ved, overdrivelse fremmer forståelsen. Men det har virkeligt været et lyspunkt, og fornyede kræfter er opnået. Vores tålmodighed har også flere gange været sat på prøve den sidste uges tid, men det er jo en del af spillet. Det sætter jo også en masse ting i perspektiv. Tingene fungerer bare i Danmark, også DSB selvom de ofte er forsinket.
Fra Ninh Binh tog vi natbussen til Hué, Vietnams tidligere hovedstad. Vi fik fra en cyklo set DEN FORBUDTE BY, som til sammenligning er bygget op på samme måde som den i Beijing. Videre fra Hué til Hoi Ann, en skøn lille fiskerby ved kysten med gulmalede husfacader og utrolig god atmosfære. Motorkøretøjer er forbudt i centrum, og der bliver spillet klassisk musik i gaderne, som er spækket med flotte gallerier og hyggelige cafeer med utrolig godt udbud af krydret mad og lækkerier. Vi fandt et godt hotel med swimming-pool, men det øsende regnvejr forhindrede os i at bruge pølen. I stedet tilbragte vi 4 dage i byen med ren afslapning på de mange caféer og gallerier. Det vildeste var nok en lang spadsertur på den skønne strand i vild blæsevejr. Byen er ligeledes kendt for sine mange skræddere, så jeg fik syet et par jakkesæt og et par skjorter, vistnok figursyet. P.t. kan jeg glemme alt om at komme i tøjet. Cafémad bliver man jo ikke mindre rund af. Men så har jeg jo lidt sul at tære på, når turen går videre til Cambodia..;-). Fra Hoi Ann er turen nu nået ned til Nha Trang. En tur på ca. 550 km. Det var en oplevelsesrig tur af de mindre gode. Airconditionen var et hul i vinduet. Vinden stod direkte ind, og man kunne ikke se ud af vinduerne, idet de var tilmudrerede. Turen tager normalt 11 timer, men pga. problemer med den megen regn, så kom turen til at vare 19 timer med ben klemt op i sæddet foran. En god stank af sur sved fra rejsende, som ikke havde set et bad den sidste uges tid. Lidt sart? Måske...:-). Endvidere kunne vi ved ankomst til Hué ikke få det værelse, som vi havde fået lovet. Istedet overnattede vi et mindre behageligt sted med et larmende australsk nabopar. Først var der fest og højt musik, så højlydt skænderi, som endte med, at de røg i totterne på hinanden. En masse glas blev i hvert fald smadret op ad væggen til os. Jeg lyder måske som NYNNES DAGBOG, men det er jo også en del af rejsen..;-). En god gang forkølelse er nu overstået og min rejsekammerat har igen fået et almindeligt ansigt efter at være svulmet op af ukendte årsager, så alt er, som det skal være. Vi har i de sidste dage fejret julen sammen med vietnamesere og andre europæere med masser af god mad og drikkelse. Dog var det lidt under andre rammer end i Danmark. Juleaften blev fejret på stranden med et kæmpe beachparty med DRAGE-dans og masser af cocktails og diskomusik. Ved midnat blev julen rent bogstaveligt skudt ind med konfetti, spray og masser af stjernekastere og med en dansende julemand på bardisken, som kastede små gaver ud til os. En festlig og uforglemmelig aften, som stod på til den den lyse morgen. Vi har nu vores sidste aften i Nha Trang by, og i morgen tager vi videre til Mue Ne, som er en meget lille by, som er kendt for dens utrolige smukke strande og klitter med masser af palmer. Vi skal bo i bungalows tæt ved vandet. Glæder mig allerede helt vild. Prisniveauet i Vietnam er meget lavt. Vi kan sagtens leve rigtigt godt for kr. 150-200 pr. døgn inkl. mad og logi. Lidt scary, hvor stor en forskel, der er på levevis. Dagligt bliver vi bombarderet med tilbud fra vietnamesere, som overalt vil sælge os alt muligt. Kan ofte ikke stå for deres bedende øjne og dejlige smil, men må nu efterhånden pænt afvise. "BUY FROM ME", "Motorbike" og "bum-bum" er fraser vi konstant hører. |
|
Dagbog 4 - Vietnam.
Så er det blevet tid til lidt nyt fra de sydlige breddegrader. Jeg har nu været væk fra Danmark i små 5 uger. Det er lidt overraskende, hvor hurtigt tiden går, men det må være fordi, at der sker så utroligt meget. Nu har vi i hvert fald fået varmen. Helt op til 35 grader eller mere. SUPER....
Siden sidst har jeg været igennem hele følelsesregistret på godt og ondt. Vi startede med at tage til Mui Ne for at slappe af ved kysten en fire dags tid, hvor der blev mulighed for at få læst en god bog og bare få slappet af (det har jeg vist skrevet før....;-). For en gang skyld pungede vi ud, og fik en dejlig beliggende bungalow helt nede ved vandet til USD 35 pr. døgn. Det lyder måske ikke af særligt meget, men vi er kun vant til at betale mellem USD 6-11. Ca. 100 myggestik (placeret mest på hænder og fødder) blev det til den første nat. Jeg behøvede selvfølgelig ikke myggenet, men måtte krybe til kors den første nat. Af skade bliver man klog, MEGET klog. Mui Ne er placeret i et meget smukt område med udsigt til Red and white Dunes (en slags vandreklitter) og Little Gran Canyon. Vi vandrede en halv dag i Fairy Straem (en gangbar rødbrun sti, hvorpå der konstant risler vand) op til et vandfald. En flot tur.
Efter masser af havluft, sol og i godt selskab med andre backpackers, så tog vi videre til Saigon. Saigon er en kæmpestor by med ca. 10 millioner indbyggere.
Der er ikke ret mange højhuse, så I kan nok forestille jer, hvor stor en omkreds byen fylder. Til forskel fra Hanoi, så er Saigon mere moderne. Det virker også som om, at byen er mere venlig. Om det er solen og varmen, som gør det, skal jeg ikke kunne sige;-) I Saigon var vi ude at se Vietnamkrigs-museet. Jeg finder det fuldstændig uforståeligt, at denne totale meningsløse krig har fundet sted. Men sådan er det jo med alle krige. Museet gav selvfølgelig et billede af, at det er amerikanerne, som er de grusomme, men nok heller ikke uden grund. Især eftervirkninger af bomber med napalm og toxic gjorde stort indtryk på mig. Det er desværre ikke kun fortid, for i gaderne går napalm- og toxic- ofrene rundt og tigger. Det er skræmmende billede af forkrøblede mennesker, som ligner skeletter med lidt hud på hist og her. De er, som øvrige handicappede, fuldstændig overladt til sig selv uden støtte fra den kommunistiske regering. Det "pissede mig virkeligt af"...undskyld udtrykket. Hvis et kommunistisk system skal bane vejen, så burde de svage hjælpes først og fremmest.
Heldigvis er der mange velgørenhedstiltag. Mange private personer gør en stor aktiv indsats for, at der bliver etableret steder, hvor de handicappede kan få et værdigt liv. Ét af de steder er blindeinstituttet. Her bliver blinde uddannet til massører, så de selv kan tjene til det daglige brød. Andre åbner caféer, hvor pengene går til forældreløse børn. Jeg var imponeret, og forsøgte på bedste vis at støtte foretagenderne under rejsen. Som kontrast til Vietnamkrigs-museet, så var vi ude at se Vietcong-tunnelerne (25 kilometer lang tunnel bygget op til 14 meter under jorden), hvor Vietcong soldaterne opererede og skjulte sig for de amerikanske soldater. Her fik vi indblik i de grusomheder, som de amerikanske soldater blev udsat for, bl.a fælder, som lænsede deres kroppe fuldstændig. Her var det de amerikanske soldater, som fik min sympati. Vi kravlede også i nogle smalle gange, som kun lige var store nok, til at man med møje og besvær kunne komme frem i. Lidt klaustrofobisk...jeps...Efter tunnelerne var vi ude at overvære en messe i Cao Dai templet. Et tempel som forener alle religioner, og hvor man i én samhørighed lovpriser Gud i en slags lovsang. Templet var utroligt smukt og farverigt, og der lå en dyb stilhed over området. Devine Eye (guddommeligt øje) var kendetegnet for religionen. Nu er vi så kommet til Cambodia efter en virkelig flot sejltur op ad den frodige Mekong-flod, som har en utrolig aktivitet. Det er ret sjovt at se, at floden bruges til alt. Lige fra personlig vask, til toilette og fiskeri mv. Det tog sin tid at komme igennem den Cambodianske grænse, som er meget bureaukratisk. Måtte efterlade tre unge fyre i gruppen, som manglede et stempel i deres pas, og som således var nødt til at tage tilbage til Saigon (eller Hanoi) for at få det på plads. Var selv mistænkt for at have et forfalsket pas, idet jeg har den gamle udgave af pas, som de endnu aldrig havde set. Men jeg slap med skrækken. Nu er vi så i Pnom Penh, Cambodias hovedstad, en mindre by med ca. 1.2 millioner indbyggere. Cambodianerne eller khmerne, som de også hedder, er meget rare mennesker, men dog mere reserveret end vietnameserne. Det skyldes måske den megen grusomhed, som de igennem tiden har været udsat for. Det som har gjort størst indtryk på mig, rent følelsesmæssigt, er mit besøg på THE KILLING FIELDS, et naturskønt område 15 km udenfor byen. Det skønne forsvinder dog hurtigt, idet der er anlagt en hel del massegrave. Under Pol Pots rædselsregime fra 1975-1978 blev her 17.000 børn, kvinder og mænd dræbt, efter at have været tortureret igennem længere tid i torturkamre inde i byen. Jeg gik mellem knogler og tøjstumper. Det var virkeligt surrealistik, tankevækkende og meget væmmeligt. I dag var jeg så inde at se de specifikke torturkamre med de mest grusomme torturinstrumenter. Der var fotos af alle ofrene og billeder af selve torturakterne. Det er for mig ubegribeligt, at det har foregået for mindre end 30 år siden.
Fik "strong" kropsmassage i går, en massage, som rent bogstaveligt slog benene væk under mig. Fik simpelthen feber med svedeture. og måtte søge til køjs et døgns tid, så nu er jeg mere forsigtig med hensyn til at bede om strong massage..;-).
Det er nu tid til eftertanke, og derfor tager vi videre til endnu en kystby for at ...ja gæt...:-)....at slappe af. Rent driverliv...;-). |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
